“Krigerne brøler på valpladsen og sværdene klinger i kampen. Jernalderens handelsrejsende faldbyder deres varer omkring på markedspladsen og overalt dufter der af mad fra bål og gruber.”
Sådan beskriver foreningen Odins Odense deres årlige jernaldermarked, som afholdes i dagene 20. og 21. maj under overskriften “Historie, Håndværk & Hammerslag”.
Og så er der Kong Menveds Middelaldermarked ved Kalø Slotsruin nær Rønde på Djursland d. 10. og 11. juni:
“Her er du omgivet af middelalderlige riddere, gøglere, musikanter, handlende og andet godtfolk. Der dufter af mad, tilberedt over åben ild, og musik, snak og latter blander sig med lyden af hestehove.”
Endelig drager han i starten af august til Nysted Middelalderfestival i weekenden 4.-6. august. De kalder sig selv for “Danmarks Smukkeste Middelalderfestival”, og har fokus på musikken, selvom der heldigvis også er masser af gøgl, teater, håndværk, mad, bueskydning, historiefortælling, ridderturneringer osv.
På alle tre markeder finder du Fin Alfred som deler et levende værksted med sin datter, væver og kunsthåndværker Stine Boline Høirup, hvor han bl.a. sælger dyrekranier, hjemmelavede Svanevingefløjter og bensmykker, og viser hvordan man spiller middelaldremusik på benfløjter, kohorn, sækkepiber og meget mere.
Få mere at vide på: http://odinsodense.dk, på: http://www.kulturkommune.dk/kong-menveds-marked og på www.nystedmiddelalderfestival.dk