Så blev Fin lige filmet af amerikansk til Youtube.com

Behiive Productions, som arbejder tæt sammen med den amerikanske radiostation Folk Alley, har været på Folk Spot Denmark på Tønder Festival, og bagefter rundt i landet for at filme danske sangskrivere og sangere.

De var også på besøg for at hilse på Fin Alfred og høre nogle af hans gamle viser, og interviewe ham om den danske sangtradition og hans liv med de gamle sange.

Der var ‘Danish pastry’ (wienerbrød) på bordet, og kaffe i kopperne, og der blev filmet flittigt med to kameraer i løbet af formiddagen, og grinet og sunget til den store guldmedalje. Vi siger selvfølgelig til når materialet er oppe på Youtube.

Rigtig dansk sommer på Musik over Præstø Fjord Festival

Så er Fin Alfred vel hjemme efter tre dage på Musik over Præstø Fjord Festival i Nr. Snedsted ved Tappernøje. Festivalen bød på masser af glade mennesker og god musik på en rigtig hyggelig festival med sol og blæst og regn i hvad der ligende fuldstændig tilfældig rækkefølge, og nogle lidt kølige nætter.

Fin samlede godt med folk til sin workshop om danske viser og gårdsange lørdag formiddag, og sluttede af med at give en formiddagskoncert søndag morgen i Café Teltet.

– Det var en god oplevelse, og det er dejligt at festivalen er så lokal, og ikke er for stor. Man går rundt og kender hinanden, og mødes og kan finde hinanden, det kan jeg godt lide. Det kan man ikke på andre festivaler. Jeg tager hatten af for alle de frivillige, uden dem fungerede det simpelthen ikke, så dem har jeg meget respekt for. Jeg var meget tilfreds med at spille søndag morgen for glade friske sang-glade mennesker som havde lyst til at være med.

Her kan du se en anmeldelse af Musik over Præstø Fjord Festival fra RootsZone.dk

Fin Alfred på Nysted Middelalderfestival 2018

Igen i år er Fin Alfred at finde på flere middelaldermarkeder og festivaler i sommerens løb, heriblandt Nysted Middelalderfestival som løber af stablen 3. – 5. august, og hvor han bl. a. sammen med datteren Stine Boline står i bod, deltager i festivallivet og i øvrigt overnatter.

Danmarks smukkeste middelalderfestival afholdes med Aalholm Slot som baggrund i den hyggelige købstad Nysted. Siden byen fejrede sit 600 års jubilæum i 2009, har Nysted haft sin egen middelalderfestival, der viser en købstad i højeste gear for 600 år siden.

Over 300 middelalderfolk og arbejdende værksteder, giver et brag af en oplevelse. Store ridderturneringer, handelsboder, middelaldermad, musik, gøgl og masser af aktiviteter for børn og voksne. Her er bueskydning og flotte kampshows, ja oplev middelalderen på tætteste hold.

Og så møder man jo en masse man kender, ligesom man får nye venner – som her hvor Fin får sig en snak med Søren Hammerlund og Mia Guldhammer fra middelalderbandet Virelai, om hjemmelavede rytmeinstrumenter af ben, og om hvordan man spiller på og med et par tørrede svanefødder (Som du kan se i videoen herunder).

 

Næste punkt i kalenderen er når Fin optræder på Musik over Præstø Fjord Festival i næste weekend, men det kan du læse mere om andet steds her på siden.

Fin Alfred spiller på Musik over Præstø Festival i august 2018

Når Musik over Præstø Fjord Festival løber af stablen august 2018, er Fin Alfred bl.a. de optrædende – og det er ikke første gang.

Han har flere gange spillet sine viser og sange for den lille hyggelige festivals publikum, arrangører og frivillige, og han ser frem til at være med til at fejre festivalens 10 års jubilæum, i dagene 9. – 12. august.

Udover en koncert, skal Fin også give en workshop med gårdsange på festivalen.

Fin har i øvrig et stort publikum på sydsjælland hvor han har boet i flere perioder, bla. i Everdrup og i Dysted, ligesom han i sin tid startede folkemusikensemblet De Dysted Spillemænd, som i mange år har holdt til i Musikkens Hus i Fensmark.

På Musik over Præstø Fjord fejrer de i år deres 10 års jubilæum i den lille landsby Nr. Smidstrup tæt på Tappernøje, med et overflødighedshorn af musik, dans og workshops for store og små.

Her finder du navne som Basco m. Jullie hjetland (DK/S), Calibut band med George Mihalache (DK/S), Fru Skagerrak (DK/S/N), Mames Babegenush (DK), Phønix (DK), Nordic Fiddlers (N/S/SCO), Spöket i Köket (DK/S), Roskilde Spillemandslaug (DK), Tone Hulbækmo Band (N) og mange, mange flere.

Festivalen byder desuden på vikingemarked, dansetræ, bålpladser, kyssebænk, teltpladser, legepladser, buskspil, fælleskøkken, og mange andre sjove og spændende familiebaserede aktiviteter.

Du kan få mere at vide på www.folkemusik.com og på www.facebook.com/musikoverpf

4. maj – Istedgade overgiver sig aldrig!!

Fin Alfred deltog igen i år i fejringen af befrielsesdagen d. 4. maj, og spillede sammen med blæserne i Røde Horn ved fakkeltoget mod nazisme, racisme og fremmedhad.

Samme aften satte tusinder af danskere landet over stearinlys i vinduerne for at mindes befrielsen og håbet om en fredelig verden. Fin Alfred:

“Det var en hyggelig aften på Vesterbro, men mange af dem der bor i Istedgade nu om dage kender jo ikke gadens historie. Mange af de turister vi mødte derinde vidste heller ikke noget, men de var meget nysgerrige, og så kunne vi jo fortælle dem lidt om at vi nu har haft fred i Danmark 73 år. Demokratiet og retsstaten er jo ikke noget der er os givet, det er noget generationer af danskere har kæmpet for, og som er unde pres hver eneste dag.”

Du kan læse mere om arrangementet i denne artikel i Arbejderen, Danmarks eneste røde dagblad.

Tak for alle sangene i året der gik – vi ses i 2018!

Efter en dejlig efterårsturné i Danmark gør Fin Alfred klar til det nye år.

Den 25. oktober 2017 fyldte Fin Alfred 78 år, og tog i den forbindelse på en dejlig turné rundt i landet med fokus på håndværker- og naversange i Skyttehuset i Vejle, alle mulige andre sjove sange på Maglebrænde Gamle Skole og Arne B i Svendborg, til især københavnersange i KU:BE på Frederiksberg i København, i forbindele med Copenhagen Folk Clubs 20 års jubilæum.

Turen bød på mange må og store højdepunkter, såsom stolt fællessang i ‘Åh disse minder’ i Vejle, en rørende og poetisk, næsten lavmælt, fælles version af ‘Åh Maria jeg vil hjem til dig’ i Maglebrænde på Falster, og med en rablende a cappella banjosang i Svendborg.

Overalt tog publikum rigtigt godt i mod Fin Alfred og hans enorme repertoire af meget forskellige sange, som han har lært på sin lange vandring, og der blev solgt masser af CD’er, fire stk. for en hund – det er jo snart jul.

Men nu er det slut for denne gang og julefreden nærmer sig, men vi ses igen i 2018.

Fin Alfred på vej rundt i Danmark!

I 2017 kan Fin Alfred og sønnen, guitarist  Morten Alfred, fejre at de har optrådt offentligt sammen i 40 år. De to har spillet alle mulige slags job, fra bryllupper og konfirmationer over politiske demonstrationer og indsamlingsfester til kræmmermarkeder og havnefester – og meget mere.

I de senere år har de dog fokuseret på viseforeninger, folkemusikklubber og folkemusik festivaler, med besøg bl.a. i Eventyrernes Klub, på Halkær kro, Tønder Festival og Skagen Festival.

For nyligt underholdte de to hos FestiVejle i Skyttehuset i Vejle, og i Musikforeningen Drauget i Hørve i Nordvest Sjælland, og i løbet af de næste par måneder går turen rundt i det smukke danske efterår, når de bl.a. spiller i Stubbekøbing og Svendborg.

Repertoiret består af Fins mange nye og gamle sange, sange som han har samlet op på siden han var helt ung, og som han fortæller historier om i mellem numrene.

Se hvor Fin Alfred spiller i kalenderen her på siden!

Er du på jagt efter en gave til vennen som har alt?

Her er masser af spændende, sjove og smukke ben-arbejder fra Fin Alfred’s hånd. De er alle unikke og oplagte som gaver til store og små, ægte kunsthåndværk skåret og formet af forskellige slags knogler og tænder fra kvæg, får og andre danske husdyr.

“Pludselig når jeg har siddet og spillet og øvet mig, så klør det i fingrene, og så kan jeg godt lide og sidde og skære i ben og træ. Ben bliver så smukt når man sliber det. Jeg synes det er sjovt at lave smykker, ligesom når folk står og maler malerier, og jeg vil gerne lave noget jeg kan komme af med, noget som folk vil have, for så er det sjovt at lave noget mere.”

Er du interesseret, så ring til Fin på 21622258, eller skriv på finalfred1@gmail.com

Mød Fin Alfred på Jern- og middelaldermarkeder rundt i Danmark!

“Krigerne brøler på valpladsen og sværdene klinger i kampen. Jernalderens handelsrejsende faldbyder deres varer omkring på markedspladsen og overalt dufter der af mad fra bål og gruber.”

Sådan beskriver foreningen Odins Odense deres årlige jernaldermarked, som afholdes i dagene 20. og 21. maj under overskriften “Historie, Håndværk & Hammerslag”.

Og så er der Kong Menveds Middelaldermarked ved Kalø Slotsruin nær Rønde på Djursland d. 10. og 11. juni:

“Her er du omgivet af middelalderlige riddere, gøglere, musikanter, handlende og andet godtfolk. Der dufter af mad, tilberedt over åben ild, og musik, snak og latter blander sig med lyden af hestehove.”

Endelig drager han i starten af august til Nysted Middelalderfestival i weekenden 4.-6. august. De kalder sig selv for “Danmarks Smukkeste Middelalderfestival”, og har fokus på musikken, selvom der heldigvis også er masser af gøgl, teater, håndværk, mad, bueskydning, historiefortælling, ridderturneringer osv.

På alle tre markeder finder du Fin Alfred som deler et levende værksted med sin datter, væver og kunsthåndværker Stine Boline Høirup, hvor han bl.a. sælger dyrekranier, hjemmelavede Svanevingefløjter og bensmykker, og viser hvordan man spiller middelaldremusik på benfløjter, kohorn, sækkepiber og meget mere.

Få mere at vide på: http://odinsodense.dk, på: http://www.kulturkommune.dk/kong-menveds-marked og på www.nystedmiddelalderfestival.dk

Fin Alfred spiller med Røde Horn til mindehøjtidlighed for 72-året for Danmarks Befrielse!

Torsdag d. 4. maj 2017 kl. 20:36 er det præcis 72 år siden at budskabet om Danmarks befrielse lød på dansk fra BBC.

I den forbindelse spiller Fin Alfred klarinet med orkestret Røde Horn til det traditionsrige fakkeltog imod nazisme, racisme og fremmedhad – Istedgade overgiver sig aldrig – som starter på Halmtorvet på Vesterbro i København kl. 19:30.

Glem ikke at sætte levende lys i vindueskarmene, det er en smuk gammel tradition for at fejre at det er slut med mørklægningsgardiner og den slags.

Se mere på Facebook eller på www.4maj.dk